Det utænkelige.

Så skete det. Det jeg jeg ikke havde troet ville ske.. Eller ihvertfald ikke lige nu. Min kæreste slog op med mig. Han var ikke bare min kæreste, men også en af mine bedstevenner. Det var forfærdeligt. Jeg tror aldrig jeg har været så ked af det. Men man kan jo ikke selv styre sine følelser, selvom man så fandens gerne vil. Selvom jeg har meget svært ved at se det nu, så siger alle at det nok skal gå. Det skal også nok gå.. Om noget tid. Men jeg savner ham. Som kæreste? Ja, men mest som min dejlige, søde og sjove ven. Ham jeg kunne fortælle alt til. Ham, jeg kunne komme til når jeg var ked af det og bare havde brug for trøst. Men fordi vores forhold er slut, er det jo ikke ensbetydende med at vores venneforhold er slut? Bare mere sat på pause, til det værste er overstået. Men er så småt begyndt at indse, at intet forbliver som det er. Hvis det ikke sluttede nu, ville det jo slutte på et andet tidspunkt.
Men først må man lærer kunsten at tilgive.

The Art of forgiveness is the most beautiful thing in the world.