onsdag den 23. november 2011

Savn

Jeg savner dig. Jeg savner dig, så det gør helt ondt inden i. Jeg savner dig så meget at det eneste jeg har lyst til, er at råbe og skrige og ruske i dig, så du forstår det. Jeg har lyst til at sove, så jeg kan være sammen med dig igen - Men det eksisterer jo kun i mine drømme. Jeg savner da vi altid var sammen hver fredag. Det var vores dag. Nu er fredag bare fredag. Førhen var det dig og mig. Nu er det kun mig. Jeg venter på at du svarer eller skriver til mig. Men det er lidt ligesom om jeg venter på Godot. En dag får du tid og overskud til at skrive til mig igen. Jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at høre fra dig. Jeg glæder mig til at grine med dig igen. Men indtil da må jeg nøjes med at hører om dig og dit liv fra andre. Men jeg ved du har det godt. Jeg ved det hele, men jeg venter stadig på at du fortæller mig det. Jeg skal nægte at føle mig svigtet, selvom det er lidt det jeg føler.
Hvordan ved man at man savner nogle? 
Det gør du, når det føles som om du mangler en lille del af dig selv.

mandag den 21. november 2011

En hyldest til Natasja


En kvinde som mistede livet alt, alt, alt for tidligt. Kan slet ikke bære at tænke på alt den musik, du stadig mangler at fører ud i livet. Tror på at Danmark havde set en helt anderledes ud, hvis du stadig var her. May you forever Rest In Peace.

onsdag den 16. november 2011

Pink Floyd


Til Guri my love. Jeg savner dig mere end noget andet, og kan ikke vente til at du kommer hjem fra det store USA. Jeg elsker dig.

tirsdag den 15. november 2011

Kærlighed.

K. Æ. R. L. I. G. H. E. D.
9 bogstaver. Et ord. Et kæmpe ord. Men så mange betydninger. Et ord som så tit bliver misbrugt og voldtaget. Voldtaget af folk som ikke mener hvad de egentlig siger. Af mennesker, som leger med ubeskyttede og uskyldige hjerner. Jeg har selv kærlighed. Kærlighed til mine venner og veninder. Kærlighed til min familie. Kærlighed til min hund. Men en kærlighed som tager meget af min tid er kærligheden til min kæreste. Den kærlighed har jeg aldrig følt, med nogen anden. Det er noget helt specielt. Noget helt anderledes. Kærligheden til mine venner, veninder og familie har altid været. Den vil altid være der. Men kærligheden til ens kæreste er så fin. Ligesom en sæbeboble. Noget så smukt, men også noget af det mest skrøbelige i verden. Den kan briste når som helst, og når den gør bliver man skuffet og ked af det. Skuffet over at den bristede så hurtigt og at den ikke holdte noget bedre. Ked af det fordi det er slut. Eller måske er man mere lettet for at kærligheden endelig slap op? Nogle gange kan man godt bare få nok af kærlighed. Nogle dage er man bare kærlighedsløse. Men kærlighed er bare en sang, som ikke kan synges solo.